Blæner, blærer eller blister – i folkemunde har sårene i munden mange navne, men uanset den specifikke betegnelse er der her tale om et problem, som mange mennesker i forskellige aldre døjer med.
Hos Tandlæge Susanne Ekelund har vi ofte patienter, som lider af dette tilbagevendende problem, der ikke alene er kendt for at give smerter, men som også er omgærdet af en vis mystik.
For hvad er blæner i munden egentlig? Og hvorfor får man dem?
Alt dette giver vi dig her et indblik i, således du ved, hvad blæner i munden er, og at dit generelle kendskab til dette udbredte problem øges.
Hvad er blæner?
Blæner i munden er mindre ovale sår, som opstår på baggrund af væskefyldte ansamlinger i munden. Når disse ansamlinger brister, sker der det, at der opstår en betændelsestilstand i sårene, og det er netop dette, der betegnes blæner i munden.
Blæner i munden varierer i høj grad i størrelse. I nogle tilfælde er sårene mindre og har en størrelse på nogle få millimeter – andre gange er sårene større og er helt op til en centimeter i diameter. Sårene fremstår hvide i mundens slimhinder, og de er ofte omkranset af en rødlig cirkel.
Uanset hvor store dine blæner er, kan du vide dig sikker på, at de forsvinder af sig selv. Det er dog forskelligt fra person til person, hvor længe sårene er om at hele, og derfor kan der gå helt op til et par uger, før blænerne forsvinder.
Det er ikke muligt for dig at smitte andre med blæner, og derfor skal du ikke bekymre dig om smittefare, mens problemet står på.
Blæner og smerter
Til trods for sårenes relative beskedne størrelse er blæner kendetegnet ved at volde store smerter. Blæner leder nemlig til ømhed i munden, og da disse smerter tit og ofte giver problemer i forbindelse med tale samt indtagelse af mad og drikke, er der altså tale om små sår med store gener.
Hvis dine blæner forårsager så store gener for dig, at du føler dig hæmmet af dem, er der visse ting, du kan gøre for at mindske problemet. Først og fremmest er det muligt at fremme sårhelingen ved brug af mundskyllemidler. Du kan med fordel vælge klorhexidin, som er en desinficerende væske, der effektivt hjælper helingen på vej og sikrer en god mundhygiejne. Derudover kan du vælge at tage et smertestillende middel for at dulme dine smerter.
Således er det ikke muligt at slippe af med blæner nu og her, men du kan ty til smertestillende eller sårfremmende midler for at afhjælpe problemet hurtigst muligt.
Årsager til blæner i munden
Det har hidtil ikke været muligt at finde den konkrete årsag til problemets opståen – derfor er vi beklageligvis heller ikke i stand til at give dig et tilfredsstillende svar på, hvorfor du får blærer i munden.
Dog har en række ting vist sig at kunne fremprovokere problemet, og derfor præsenterer vi dig her for fem hyppige årsager til blæner i munden:
- Bid, sår og rifter i munden – ofte som resultat af hårde madvarer eller en generende bøjle
- Indtag af stærke oste, chokolader, visse frugter, nødder og tomater.
- Stress og menstruation
- Vitamin- og/eller jernmangel
- En slumrende virus i udbrud
Styrk dit immunforsvar og forebyg blærer i munden
Hvis du ønsker at give din krop de bedste betingelser for selv at forebygge og hele blæner, gør du klogt i at spise en sund og varieret kost. På denne måde får du de næringsstoffer, som er nødvendige for at sikre et stærkt og modstandsdygtigt immunforsvar, hvilket er vigtigt i kampen mod samt helingen af blæner.